3KVG/ESK Dronningens Livregiments Historie

1. maj 1968 blev en skelsættende dag i Dronningens Livregiments historie. Den dag blev der for alvor lagt vægt bag det gamle infanteriregiments overgang til den helt nye betegnelse i dansk militærhistorie: Panserinfanteriregiment. Regimentets 3. infanterikompagni var gledet ud som et led i forsvarets "troppeplan 70". Kompagniet blev erstattet af en eskadron.

Det var tidens taktiske krav om et mere intensivt samarbejde mellem kampvogne og panserinfanteri, der gjorde skiftet nødvendigt. Samvirket mellem infanteri og dragonerne var hidtil foregået i øvelsesterræn en eller to gange om året, hvilket var ganske utilfredsstillende.

Med eskadronens oprettelse var dragoner igen en del af Dronningens Livregiment. Regimentet startede ganske vist i 1657 som Gyldenløves Regiment Dragoner. Men i mere end 300 år dominerede infanterister regimentet.

Dronningens Livregiments skiftedag blev markeret med en stor parade ved Gildsig Gård på kasernens øvelsesplads den 11. maj 1968. Den nye eskadron skilte sig ikke alene ud fra regimentets andre enheder ved at være udstyret med 10 Centurion kampvogne og dragonernes velkendte sorte baretter. Den var også udelukkende bemandet med professionelle soldater. Dronningens Livregiment var det første infanteriregiment, hvor alle de professionelle soldater blev udtaget af egne rækker. Også dette var en markant ændring for et infanteriregiment, der igennem meget lang tid udelukkende havde uddannet værnepligtige soldater.

Uddannelsen af stampersonellet foregik i første omgang ved regimentet. Løjtnant K.P.A Andersen, der senere blev eskadronens garagemester, stod for det to måneder lange genopfriskningskursus. Han fik hjælp af overfenrikerne V. H. Nielsen, der senere blev eskadronens kommandoofficer og I. F. Rasmussen. Efter kurset fik de specialuddannelse på Centurion kampvogne ved Panserskolen. Nu Hærens Kampskole i Oksbøl.

Major H.L.N. Olesen, eskadronens første chef fortæller, at det bestemt ikke skortede på advarsler fra gamle kampvognsfolk ved Jyske Dragonregiment, hvor eskadronens kadre var on-the-job-training, mens konstablerne svedte i Oksbøl. "Hvordan skal det kunne lykkes jer at uddanne og føre en eskadron på et halvt år?" lød det fra tvivlerne, der påstod at tale ud fra 15 års erfaring. Men det tog ikke modet fra os, fortæller H.L.N. Olesen videre. Vi bed tænderne sammen og sagde stiltiende til hinanden: "Vi skal vise dem noget andet!".

Det blev bestemt ikke nogen let opgave at holde det delvist nedslidte materiel rullende. Det kneb med reservedele. At det overhovedet lykkedes skyldes både regimentets og depotets udstrakte service og ikke mindst de enkelte kampvognsbesætningers utrættelige indsats.

Krisen i Tjekkoslovakiet hjalp på materielsituationen.

Efter den formelle aflevering af eskadronen til regimentschefen, oberst T. Hansen i begyndelsen af maj, indtraf der en uddannelsesmæssig meget travl tid. Først skulle de enkelte kampvognsbesætninger trænes. Dernæst delingerne og eskadronen samarbejdes før man kunne begynde samvirket med bataljonens panserinfanterikompagnier. En del af uddannelsen foregik på den hjemlige øvelsesplads. Men hovedparten blev forlagt til Holstebro, Finderup og Oksbøl.

Den skærpede indenrigspolitiske situation i forbindelse med krisen i Tjekkoslovakiet i august 1968 blev et yderligere incitament til at få eskadronen færdiguddannet. Den blev forlagt til Finderup i en uge inden den skulle indgå i en række samvirkeøvelser med resten af bataljonen.

Eskadronen var på konstant ét-times beredskab og nu kunne man pluselig få de reservedele, der hidtil havde været i restordre. En dag holdt der fx lige pludselig fire tunge lastvogne på parkeringspladsen i Finderup læsset med nye bælter til halvdelen af eskadronens kampvogne

Vi nåede meget, fagligt og uddannelsesmæssigt under dette ophold i Finderup på den dystre baggrund, fortæller H.L.N. Olesen. Da krisen blev afblæst, følte vi alle i eskadronen, at dragonernes advarsel var blevet gjort til skamme. Det skyldes især personellets sammenhold og vilje til at løse opgaverne - alle var indstillet på at "blyw wé".

Samtidig med eskadronens ankomst til regimentet i maj 1968 blev den sorte baret præsenteret. Den er en del af dragonernes tradítion. Senere samme år skiftede resten af regimentet fra skråhue til sort baret. Skiftet fra infanteriet til panserinfanteriet var endeligt. Men nogle infanterister lærer aldrig at sætte en baret ordentligt.

Den 1. juni 1970 skete der en væsentlig forbedring af til- og frakørselsforholdene til kasernens øvelseplads. Da indviedes den nuværende betonvej kaldet "Gildsig motorvej". Den erstattede det meget dårlige og efterhånden meget opkørte spor, kampvognene var nødt til at følge, hver gang de skulle ud på øvelsespladsen. Før "Gildsig motorvej" kunne man følge kampvognenes meget vuggende kørsel ad den opkørte jordvej, der i fugtige perioder, nærmest blev omdannet til bundløst ælte. "Motorvejen", vaskepladsen og carporten var nok nogle af mest markante forbedringer, der skete i løbet af Eskadronens første 25 år. Ud over naturligvis skiftet til Leopard kampvognen i 1977.

Æreskommandoer - det var også Eskadronen.

Allerede i 1971 fik man øjnene op for eskadronens egnethed som en præsentabel enhed, når der fx skulle opstilles æreskommandoer. "Ilddåben" fik man, da den tyske forsvarsminister Helmuth Schmidt og forsvarsminister Erik Ninn-Hansen den 14. januar besøgte Aalborg. Ved den lejlighed opstillede Eskadronen, under ledelse af eskadronchefen, major O. Holst, en æreskommando i lufthavnen. Senere på året den 6. december var man igen ude i lufthavnen, denne gang til ære for den sovjetiske regeringschef Kosygin. Der var meget koldt på landingsbanen. Mange husker endnu, hvordan rimen dannede flotte mønstre på buksernes pressefolder.

Eskadronens ærmemærke med den hvide cimbrertyr og mottoet

Tyren blev legitim i '73.

Den hvide cimbrertyr på den blå baggrund har altid været Eskadronens mærke.

I den første hektiske tid, da ressourcerne var knappe og tiden var kort, dæmpedes de overspændte gemytter ofte, når oversergent Juul meldte: "Vi skal nok blive klar, det gælder bare om at "blyw wé"!". Hans djærve standardbemærkning blev Eskadronens motto.

I august 1973 blev Eskadronens ærmemærke med den hvide cimbrertyr og mottoet "blyw wé" godkendt. Det skete sammen med en lang række andre mere eller mindre "hjemmelavede" ærmemærker, efter at hæren igennem mange år, havde forsøgt at indføre standardiserede eller i hvert fald heraldisk korrekte ærmemærker til regimenternes underafdelinger.

Kommandoofficeren, overfenrik V.H. Nielsens dengang 14 årige datter broderede mottoet "blyw wé" i Eskadronens første estandard eller kvartermærke. Dette kvartermærke blev udskiftet i 1991 og hang sammen med Eskadronens øvrige historiske genstande i "tyrestuen".

Eskadronens ærmemærke med den hvide cimbrertyr og mottoet

Nye venner i Tyskland.

I 1974 startedes en tradion som siden bestod. I februar måned det år, besøgte Eskadronen første gang 4 Panzerkompanie/Panzerbatalion 183, som ligger i Boostedt i Tyskland. Tradionen opstod ved, at daværende eskadronschef kaptajn G. Heimbürger var "on-the-job-training" enheden i Tyskland. Han traf herefter aftale med den tyske chef Hauptman Druhm, om et årligt besøg mellem de to enheder. Efter en del problemer mellem de danske og de tyske militære myndigheder, kunne det første besøg finde sted i februar 1974. I marts 1977 blev der officielt tegnet "faddeskab" mellem de to enheder, og der blev udvekslet "fadderskabsdokumenter" underskrevet af henholdsvis den tyske hærchef, generalløjtnant Hildebrandt og generalmajor Asmussen, chef for Vestre Landelskommando. Det skal nævnes, at det var første gang en tysk enhed tegnede "fadderskabsdokumenter" med en enhed uden for Tyskland. Udvekslingsbesøgene er kendt under betegnelsen "Fellow Workman".

Udvekslingsbesøgene fandt siden sted med lidt vekslende mellemrum. Der har i snit været et par år imellem hvert besøg og med stort set samme program hver gang. På ankomstdagen var der indkvartering og andre praktiske ting. Om aftenen den første dag var der besøg i de respektive messer. De følgende dage var der forskellige konkurrencer. Der var også plads i programmet til udflugter af forskellig art. Man forsøgte også at lave en lille øvelse med kampvognene, og det var altid spændende at se hvordan de andre enheder kørte. Kampen var rimelig lige, da tyskerne også kørte Leopard 1. Den sidste dag var der fællesspisning, overrækkelse af præmier og udveksling af gaver.

Eskadronen og deres tyske venner forsøgte at overgå hinanden, når der skulle udveksles gaver. Et år fandt Eskadronen på at friske et gammelt kampvognstårn op og forære det til tyskerne - eller returnere det. For det var et tårn, der havde endt sine dage, som kanontårn på en bunker ved Flyvestation Aalborg, dengang det var på tyske hænder.

Tradition for slotsvagt.

Det var også i 1974 at Eskadronen fik sin debut som vagt for Dronning Ingrid på Gråsten Slot. Kaptajn G. Heimbürger var detachementskommandør. Det var ikke første gang Eskadronen havde vagten ved et af de kongelige palæer, når den royale familie holdt sommerferie i provinsen. Allerede i 1971 indgik Eskadronen i vagten på Marselisborg Slot i Aarhus, når tronfølgerparret holdt sommerferie der.

Tæt på katastrofe på Nørresundby Station.

Senere i 1974 var Eskadronen med på den store "Bold Guard 74" øvelse. Det, der står skarpest i erindringen fra den øvelse var, at man på Nørresundby Station oplevede, at en af kampvognene gled ned fra den godsvogn, den skulle losses fra. Pludselig havde man et 49 tons tungt køretøj liggende med tårnet nedad ved siden af sporet. Der var heldigvis ingen personskade, men man var bange for en eksplosion, da der løb 300-400 liter benzin ud på baneterrænet. Faren for en eksplosion gjorde også at brandvæsenet eskorterede kampvognene ud til kasernen.

Centurion kampvognen.

Centurion kampvognen var som bekendt den første kampvogn, Eskadronen var udrustet med. Centurion kampvognen kom til Danmark som en del af den våbenhjælp, Marshall-hjælpen, de vestlige lande fik efter anden verdenskrig. De første kom til Danmark i 1953.

Der findes mange versioner af Centurion kampvognen. Den Eskadronen var udrustet med var en ældre model, som kun var udrustet med en 84 mm kanon. De enheder, der ikke fik Leopard kampvogne sidst i halvfjerdserne, fik modificerede og moderniserede udgaver af Centurion kampvognen, med blandt andet større kanon. På grund af de ændrede situationer - politiske og indgåede internationale nedrustningsaftaler, blev disse udfaset midt i halvfemserne, efter at Leopard kampvognene blev implementeret. Så Centurion kampvognene fik i alt godt 40 års aktiv tjeneste i Danmark.

Leoparderne kommer - og en ny tid begynder.

Året 1977 blev et meget begivenhedsrigt år. Den helt store begivenhed var selvfølgelig, da de nye Leopard kampvogne kom til Aalborg.

Leopard kampvognen er en af de helt store tekniske landvindinger i dansk forsvar i nyere tid. Endelig kunne hæren ryste det gamle støv fra "Marstall-hjælpens" dage af sig og præsentere et produkt, der var anskaffet ud fra egne ønsker og for egne midler. Da de første Leopard kampvogne kom til landet i august 1976 kunne man se det samme glimt i hærfolks øjne, som man så i flyvernes, da de fik deres egen F-16 jager. Forud for kampvognenes ankomst til Dronningens Livregiment den 5. december havde eskadronens personel været på et to måneders langt omskolingskursus ved Hærens Kampskole i Oksbøl og havde afleveret de gamle og veltjente Centurion kampvogne. En af de mange forbedringer man bemærkede, var Leopard kampvognens utrolige tæthed. Det var en tæthed, der bestod sin prøve, da en kampvogn kørte i et mosehul under øvelse "Gæv Kriger" i 1990 og forsvandt i mudderet - næsten til tårnlugen.

Uddrag fra Gyldenløve nr. 5 oktober 1990 15 årgang

Øvelsen var egentlig en udløber af den internationale øvelse "Bold Guard '74", som skulle have fundet sted i Nordtyskland med deltagelse af blandt andre tyske og amerikanske styrker. Den tyske genforening og krisen i Golfen satte "Krigen i Nordtyskland" i et andet perspektiv. Resultatet blev en ren national, dansk mobiliseringsøvelse, næsten 6.700 var blevet indkaldt og hvor to af Dronningens Livregiments bataljoner blev aktiveret. Øvelser af denne dimension, kan næsten ikke gennemføres uden dramatiske "tæt på episoder". Ved at køre en Leopard kampvogn ud i et mosehul i Finnerup øvelsesterræn, kom 3. KVGESK ind som klar vinder af kategorien: Dramatiske hændelser. Det tog kun eskadronschefen, major S.G. Jakobsen et par sekunder at hoppe fra sin egen kampvogn og over på den forulykkede efter alarmen havde lydt. Majoren havde stadig en tidligere øvelses dødsulykke i frisk erindring og situationen her havde mange lighedspunkter. Leopard kampvognen deltog i et angreb ned gennem Finnderup øvelsesterræn. Kampvognsdelingen var lige blevet overtaget af værnepligtig løjtnant B. Fangel. Efter kun 500 meters kørsel, ville han skråne over et åbent stykke i terrænet. Det var et mosehul og den 42 tons tunge kampvogn gik til bunds som en sten. Heldigvis for alle parter, var mosen ikke dybere end at et par centimeter af kampvognens tårn stak op. Uheldigvis gik kampvognen i dybet på en sådan måde, at køreren, konstabel R.K. Nielsen sad lukket inde i sit sæde. Det var situationen omkring hans person, der skabte lange og dramatiske minutter. Ingen var på dette tidspunkt klar over hvor stabilt kampvognen stod i mosehullet. R.K. Nielsen var dog ikke i umiddelbar fare, selvom han befandt sig over en meter under vandoverfladen. "Leoparden" er som sagt vandtæt og med en såkaldt vadeskakt kunne man have arbejdet med en endnu højere vandstand. Ved håndkraft blev kanonen drejet, så den uheldige kører kunne komme ud, Derefter var det en ren bjergningsopgave at trække "jernbilen" fri af mosehullet.

Da Leopard kampvognene kom til Aalborg i begyndelsen af december 1977, havde man planlagt at losse i Aalborg og køre en præsentationstur gennem Aalborg og Nørresundby, så borgerne kunne se de nye kampvogne. Tilladelserne var indledningsvis i orden, men i sidste øjeblik mente Teknisk Forvaltning, at de broer som kampvognene skulle passere, ville bryde sammen under vægten. Kampvognene blev losset i Nørresundby, som man plejede. Turen igennem byen havde ellers været mulig, da Leopard kampvognen er forsynet med gummipuder på bælterne. I 1993 ved 25 års jubilæet kørte en af Eskadronens kampvogne dog turen gennem Nørresundby - over Limfjordsbroen og ind på Vesterbro, hvor der blev lagt en hilsen (blomsterkrans) ved Cimbrertyren - inden turen gik retur til kasernen.

Ellers var året præget af et "Fellow Workman" besøg i marts og et besøg af forsvarschefen, geneal K. Jørgensen.

Ti år og still going strong.

Den 1. maj 1978 kunne Eskadronen fejre sin 10 års fødselsdag. Dagen startede med en parade om morgenen for regimentschefen. Kampvognene skød salut og Eskadronens eget flag vejrede fra flagstangen. Om eftermiddagen var der åbent eskadronshus for alle tidligere tjenestegørende med pårørende og børn. Hovedattraktionen var selvfølgelig den nye Leopard kampvogn som blev behørigt demonstreret. Musikken blev iøvrigt leveret af Frederikshavns FDFs pibe band.

I juli var Eskadronen igen på Gråsten vagt. Ansvaret for vagten blev delt mellem majorene O.A.B.C Hansen og E.J. Kragh, der skulle overtage Eskadronen den 1. november samme år. Det var også i 1978 at Eskadronen fik sin nye minibane, som blev indviet 5 september. Minibanen blev brugt til indøvelse af indskydning. På minibanen skød man med kaliber 22 riffelpatroner efter små gummikampvogne og der kunne skydes mange riffelskud for det en skarp granat kostede. Den ny minibane blev placeret i den østlige ende af "Trekanten". Da man samtidig havde bygget en vaskeplads til bæltekøretøjer blev kasernehegnets linieføring ændret så begge dele kom til at ligge inden for det afspærrede område. Den gamle minibane lå i Søndre Grusgrav.

De følgende år blev lidt begivenhedsløse for Eskadronen, bortset fra den daglige tjeneste, de traditionelle "Fellow Workmann" og de årlige Gråsten vagter.

I 1984 skilte "Fellow Workman" sig ud fra de hidtidige sammenkomster, ved at Eskadronen fik overrakt et af klenodierne i samlingen af soveniers, nemlig den blå tyr. Overrækkelsen fandt sted den 27. februar. Tyren havde i starten et noget "kvieagtigt" udseende og fik navnet korporal Erfurth. Udseendet er siden blevet ændret flere gange, således at den idag ligner en rigtig tyr. Tyren har deltaget i flere missioner, bl.a i Bosnien. Eskadronens blå tyr er nu fast "udstationeret" ved Aalborg Garnisionsmuseum

Kvinder kan også køre kampvogn.

I 1987 skete der igen en stor ændring i Eskadronen. Denne gang var det på personelsiden, ændringen skete. Den 21. april mødte det første hold konstabler, hvis kontaktlængde var begrænset til 2 år, til uddannelse ved regimentet. Indtil 1987 havde personellet ansat enten på ubestemt tid eller på længerevarende lærlingekontrakter. Af hensyn til friskningen af hærens krigsstyrke havde man besluttet sig til, forsøgsvis, at begrænse stampersonellets kontrakt til kun to år. Konstabeleleverne startede i Eskadronen med rekrutuddannelse, der meget lignede tidligere tiders elevers grunduddannelse. Derefter gik man over til den egentlige kampvognsuddannelse. Denne fornyelse betød, at Eskadronen for første gang i mange år ikke var i stand til at bestride vagten på Gråsten Slot.

Men i 1988 var Eskadronen igen på Gråsten vagt. Denne gang med det nye to-års hold. De deltog også i et "Fellow Workman" stævne.

Forsøget med at indkalde konstabler på to-års kontrakter til Eskadronen blev gentaget i 1989, og denne gang var der fem kvinder med på holdet, de første i Eskadronens historie! Eskadronen havde senere, 26. oktober 1994 den første kvindelige kampvognsskytte i Europa med kamperfaring.

Efter 1989 blev forsøget med to-års kontrakter ikke gentaget og en del af konstablerne fra de to forsøgshold blev ansat ved regimentet på normale korttidskontrakter.

Ud over at deltage i mange øvelser, både alene og sammen med bataljonens andre enheder, at vedligeholde sine skydefærdigheder og anden uddannelse dannede Eskadronen igen efter 1989 stammen i regimentets vagtstyrke på Gråsten Slot, når Dronning Ingrid holdte sommerferie i Sønderjylland.

1993 - jubilæumsåret, bragte Eskadronen det længe ønskede og meget tiltrængte garageanlæg, som var med til at skåne kampvognene mod vejrliget. Anlægget blev døbt og kendes i dag under navnet "Panserly".

Garageanlægget blev forsynet med et tørluftsanlæg, så elektronikken inde i kampvognene blev holdt tørt. Dette anlæg fik endnu mere betydning, da Eskadronen sidst i 1993 fik de nye Leopard 1 A5 kampvogne, som indeholder væsentligt større mængder elektronik. Garageanlægget blev indviet 29. januar med en parade for regimentschefen. Bagefter var Eskadronen i bedste rejsegilde stil vært ved en øl og røde pølser.

Kilde: 3. Kampvognseskadron - 25 år i Nordjylland : PL.A.M. Pedersen og OKS K.K Christiansen - redigeret J. Qvist

NORDBAT 2 - DANSQN 3 - UNPROFOR - Camp Gønge

Eskadronens ærmemærke med den hvide cimbrertyr og mottoet

I forbindelse med FN-indsatsen i ex Jugoslavien havde adskillige soldater givet udtryk for den frustration, der greb dem, når de gang på gang blev udsat for parternes chikanerier. I det efterfølgende fortæller kaptajn J. B. Legarth om oplevelser, han havde som chef for en enhed, der ikke blot vendte den anden kind til, men svarede igen på en særdeles overbevisende måde.

Af kaptajn J. B. Legarth, eskadronschef, Danish Squadron 3, Nordic Battalion 2, Bosnia-Hercegovina, UNPROFOR, september 1994 – april 1995.

Kampvognseskadronen blev indsat I et område omkring Tuzla I Bosnien. Eskadronens ansvarsområde (AOR) strakte sig fra ca. 15 km syd for Tuzla til ca. 30-50 km nord for Tuzla. Området var således ca. 60-70 km langt og 30-50 km bredt. Terrænet er meget bjergrigt, og kun i den nordøstlige del af området findes der noget der minder lidt om dansk terræn.

Kampvognseskadronen indgik i Den Nordiske Bataljon (NORBAT 2), en bataljon sammensat af enheder og stabspersonel fra Sverige og Danmark og var således bataljonens taktiske reserve, som altid blev tilkaldt, når der var problemer i bataljonens ansvarsområde. Området var absolut ikke terræn, hvor kampvogne kunne anvendes på traditionel vis. Det var et særdeles uroligt område, hvor der ikke eksisterede nogen form for fredsaftale mellem de stridende parter, serberne (BSA) og muslimerne (BIH). Ingen af de to parter var glade for FN’s tilstedeværelse. Serberne betragtede FN som fjende, hvilket betød af FN-personel og køretøjer konsekvent blev beskudt. Muslimerne, som havde accepteret FN’s tilstedeværelse, tog efterhånden større og større afstande til organisationens tilstedeværelse. Denne holdning skyldtes i stor udstrækning FN’s manglende evne til at beskytte de såkaldte ”sikre områder”. Det udmøntede sig blandt andet i, at muslimernes øverste militære myndighed i Tuzla-området pålagde FN strenge restriktioner med hensyn til ”Freedom of Movement” (FOM). Da det stod klart, at disse begrænsninger ville påvirke både mulighederne for at løse enhedens taktiske opgaver, og personellets motivation og moral, blev der holdt et møde med borgmesteren. Her meddelte vi, at enheden ville lægge mere vægt på det humanistiske arbejde. Det var der et stort behov for i Lukavac Kommune, der udgjorde enhedens AOR. Her var der ca. 10.300 flygtninge samt 22.000 sociale tilfælde, fx arbejdsløse på grund af krigen. Hjælpeorganisationerne, som vi skulle skaffe midlerne fra, var alle placeret i Tuzla. Da borgmesteren i høj grad var interesseret i, at det humanitære arbejde forløb så gnidningsløst som muligt, var han med til at lægge pres på sin gode ven, brigadechef for 117. Brigade, der efter ordre fra 2. korps skulle begrænse FOM.

 Sammensætningen af den danske eskadron var speciel i forhold til andre danske enheder, idet der indgik personel fra alle tre værn. Således var der i køkkensektionen blandt andet personel fra søværnet og i Tactical Air Control Party (TACP) var der personel fra flyvevåbenet.

Alle våbenarter, undtagen ingeniørtropperne, var repræsenteret. Derudover indgik en svensk tolk, idet tolke var en nødvendighed for at sikre sig imod misforståelser. At enheden kom til at fungere så godt, som den gjorde, skyldtes ikke mindst den omstændighed, at over halvdelen tidligere havde deltaget i FN-missioner. Af stor betydning var det også, at eskadronens soldater gennem længere tid havde forrettet tjeneste i deres funktioner, så personellet havde stor erfaring og rutine.

Den materielle situation ved enheden var god. Så ledes kunne alle kampvogne placeres under tag i opvarmede haller, noget der bevirkede, at personellet havde de bedste betingelser for at holde kampvognene ved lige. Det må også fremhæves, at personellet virkede mere motiverede for vedligeholdelsestjeneste end tilfældet var under hjemlige forhold. Kampvognene var nu lige pludselig deres livsforsikring.

Denne opfattelse blev i høj grad bekræftet af en begivenhed i slutningen af oktober ved Gradacac. Begivenheden blev rigt dækket af medierne i både ind- og udland.

Kort fortalt skete der det, at en svensk observationspost (OP) under oprettelse, blev beskudt af BSA med det resultat, at etableringen blev opgivet i første omgang. NORBAT besluttede at sætte hårdt mod hårdt ved at genbesætte OP’en med støtte af kampvogne og fly. BSA blev gjort bekendt med, at fortsat beskydning ville resultere i modforholdsregler.

1. Kampvognsdeling kørte den 25. oktober 1994 til området. Her blev delingen beskudt af samme våbensystem, som havde beskudt svenskerne. De samme våben havde tidligere også beskudt byens skole med direkte skydende våben, hvorved syv skolebørn blev dræbt.

Da vejret gjorde flystøtte umulig, blev det besluttet at gennemføre operationen uden støtte fra luften. Den 26. oktober kl.13.00 forsøgte personel fra det svenske kompagni igen at oprette en OP, men blev atter beskudt. Jeg gav herefter ordre til at nedkæmpe fjenden.

Kl. ca. 15.00 den 26. oktober 1994 afgav 3. Kampvognseskadron ved Dronningens Livregiment de første skarpe skud i eskadronens historie. Skud der var rettet mod en fjende for at nedkæmpe ham. De næste tre kvarter var delingen i heftig ildkamp med BSA og herunder skete der følgende:

Én af delingens kampvogne blev truffet i bovpanseret. Delingen blev udsat for 13 nedslag inden for 20 meter fra kampvognene og 50 andre nedslag i stillingsområdet. Beskydningen blev vurderet at stamme fra en 76 mm kanon, en T-55 kampvogn, samt fra artilleri. Delingen afgav 21 skud: 13 pansergranater, 4 brisantgranater og 4 røggranater.

Senere meldinger fra FN-observatører i Bilja opgav de serbiske tabstal til at være: en 76 mm kanon, en kampvogn T-55 samt 17 dræbte.

Kl. 15.50 blev jeg beordret til at trække enheden tilbage, da serberne havde truet med at beskyde civile må i Tuzla, hvis ikke kamphandlingerne ophørte i området. Kl. 16.04 var enheden tilbage i Camp Gønge med alle i god behold.

3. Kampvognseskadron havde således, som den første enhed i regimentets historie siden 1864 og som en af de eneste enheder i forsvaret gennemført en koordineret operation, hvor der blev afgivet skarpe skud og hvor dette medførte tab for modparten.

Kilde: Dronningens Livregiment, Perioden 1957 – 1997 fortalt i ord og billeder

DANBN 2 - IFOR/SFOR - Camp Dannevirke

L. P. Andersen skrev om perioden august 1996 – februar 1997

Som delingsfører for den eneste tyre-deling i C-SQN/hold 2 var det med blandede følelser og nogen skepsis, at vi startede samarbejdet med 3/I/PLR i januar 1996, hvor vi for første gang var sammen i forbindelse med glatførekursus/LEO I Nordnorge.

Men det fremstod hurtigt, at ”tyrene” og ”grisene” kunne falde i hak med hinanden, hvilket har gjort C-SQN/hold 2 til knytnæven i DANBN.

3 KVGDEL var indtil august 1996 udelukkende folk fra 3/I/DRLR, men skytte/33 fik forfald pga. knæproblemer.Dette medførte, at vi fik tilgang af en hjemsendt skytte fra PLR. Han var gammel kending for flere af folkene, idet han også havde været på DANSQN 3.

Som delingsfører / 3 KVGDEL har jeg haft en meget lærerig periode, hvilket jeg vil betegne som min absolut bedste tid i den danske árme. Desværre er min tid som KVGDF forbi, når denne ”operation” er ovre, og det bliver klart med vemod, at jeg forlader DEL, idet ”DER PANZER IST DAS LEBEN”.

Jeg vil slutte af med at opgøre de mulige emner, som DEL har leveret til ESK-fanen:

  • Den første DEL på PTR i både GD og KVG i C-SQN/hold 2 (okt 1996)
  • Eneste DEL, hvor alle gennemførte DANCON MARCH ( nov 1996)
  • DEL som konfiskerede site i POLOJCI (okt 1996)
  • DEL som hvide LADA’er frygter grundet kontakt med minerydningsplov (okt 1996)

Med disse ord vil jeg ønske jer god vind fremover - BLYW WÉ.